mandag den 23. marts 2009

Jystrup - Trundholm: Fantastisk kamp

Her er så det temmelig forsinkede kampreferat fra efterårets (2008) sidste kamp. God fornøjelse med læsningen:-)
-------------------------------------------------------------------

Sikke en kamp - og sikke et comeback

Der var kun ære og point at spille om i årets sidste kamp. Stillingen i rækken kunne kampens udfald ikke ændre ved. Trundholm var sikker på 1. Pladsen ligesom vi var sikre på 2. Pladsen. Altså rækkens to bedste hold i en super-finale efter en god efterårsturnering. Trundholm havde i den grad noget at hævne efter de fik ørene i Jystrup-maskinen i det første opgør. Vi spillede sæsonens bedste kamp og pulveriserede Trundholm 1-4 - på deres hjemmebane oven i købet.

I smukt oktober-solskin fløjtede dommeren (Charlie) kampen i gang. To håndfulde forældre og øvrige fodbold-aficionados sad forventningsfulde i det grønne græs på volden omkring Jystrup Stadion. Og de fik virkelig noget for pengene!
Efter 10 minutter var vi bagud 0-2! Trundholms første mål var en ren perle: Midterangriber first-timer en flugtning henover vores midterforsvar til et overlap, der ender med en friløber mod Frederiks mål.

Trundholm er et godt, fysisk stærkt og veldisciplineret hold. De passer deres opgaver, tager nærkampene uden at kny og så har de stor aggressivitet og ’parathed’. Ikke mindst paratheden kunne vi godt have brugt noget af især i 1. halvleg. Vi var lidt sene i opfattelse, vi kom lidt for sent ind i nærkampene, og når vi så havde boldkontrol var vi for lang tid om at løbe i position for hinanden og aflevere fornuftigt. Det gør ondt at spille uden parathed både i det defensive og det offensive spil.

Men vi Jystrup-drenge kan altså også noget. Vi kan fighte! Også i denne kamp var det fighten der reddede os gennem de svære perioder. Trundholm scorede endnu engang inden pausen, så der blev hængt noget med skufferne i pausen. Men vi havde ikke givet op: IT AIN’T OVER TILL THE FAT LADY SINGS, som amerikanerne og altså Jystrup’erne siger. Det betyder såmænd bare at det er slut-resultatet, der tæller. Stillingen undervejs i kampen betyder ingenting!

Trundholm troede at sejren allerede var hjemme og de faldt i tempo og aggressivitet. Og ganske langsomt kom vi ind i kampen.

5 minutter inde i 2.halvleg sker der noget: Bovie ligger på kanten offside-linien og der bliver spillet frem imod ham, Bovie trækker tilbage i banen væk fra offsiden og giver dermed plads til August der kommer stormende bagfra helt ude i venstre side. Og så kommer den lange bold frem (fra Henrik eller JG, tror jeg). Bovie trækker forsvaret frem, August kommer bagfra og overløber det måbende forsvar. Der appelleres for offside, men nej: Bovie er jo trukket tilbage og August kommer bagfra. En smuk kombination med overlap og dobbelt skrue.
August sætter dem sikkert ind alene med målmanden. 1-3!

Nu begynder vi at tro lidt mere på det. Trundholm er nede på hælene og vi får mere og mere styr på det. Der bliver arbejdet godt overalt på banen og også afleveringsspillet begynder at flyde. Fra sidelinjen kan jeg se at spillet nu flyder bedre, at forsvaret står bedre, at midtbanen har fået ny tyngde og at der er nu Adgang forbudt for Trundholmspillere på midtbanen. Hmm, tænker jeg, hvad er der sket? Jan og Jens Gustav har byttet plads. JG er nu i midterforsvaret og Jan er gået frem på midten. En fantastisk klog og godt set disposition. Dejligt at I drenge har velfungerende hjerner når nu trænerens ikke rigtig virker!

Den taktiske disposition vender for alvor vender kampen. Jan – dagens mand i skysovs - sætter sig tungt på midtbanen. Tackler igennem så det synger i knoglerne, erobrer bolde, afleverer rigtigt hver gang, placerer sig klogt og laver de frispark, der også skal til for at stoppe de kontraer, der uvægerligt må komme når vi skal frem af banen.

Med Jan som jernmand på midten bliver der også bedre plads til Henriks stærke fremadrettede spil og vi sætter virkelig pres på nu. Angrebene ruller frem mod Trundholms mål. Og vi fastholder presset. Og det giver pote.

Midt i halvlegen er Jens Gustav trukket med frem fra bagerste række og afslutter efter et hårdt pres mod Trundholms mål. Vi har for alvor fundet aggressiviteten frem og presser Trundholms forsvar så massivt at de aldrig får bolden ud af forsvarszonen. JG´s halvflugter tæt under mål sejler i kassen højt oppe i højre hjørne. 2-3!

Nu lugter vi får alvor blod. Alle mand i forsvaret står helt rigtigt. August oppe foran kæmper som en gal, og Jan og Henrik har totalt styr på midtbanen. Men vi skal frem til afslutninger nu – tiden løber og vi har for alvor travlt. Henrik har fattet situationens alvor – det der med afslutninger! Han skyder langt ude fra, meget langt ude fra. Bolden sejler højt ind mod Trundholms mål….. Og lykken står den kække bi. Muligvis har Henrik givet bolden et hidtil ukendt skru og knæk, muligvis blændes målmanden en smule af solen og muligvis taber han bolden ind i målet bag sig. Uanset hvad: Udligning 3-3!

Publikum er i ekstase :-) – og på bænken jubler og griner vi som gale. Og Henrik fejrer sin scoring med et elegant buk ud mod publikum.

Fra 0-3 til 3-3, det er godt gået. Men hvorfor ikke tage puljen hjem, når vi nu er så tæt på. Vi kæmper videre. Kigger nervøst på uret… er det sidste angreb? Er det sidste chance? Nej, nu er det nok sket. Dommeren kigger på uret...

Bolden havner hos Henrik på midten, han trækker ned mod målet. Trundholm-spillerne bakker, de har lært Henriks finter at kende…og de skal ikke nyde noget. Henrik fortsætter…. På kanten af feltet råber vi ’Afslut, Henrik’. Nej, Henrik går let forbi forstopperen… Vi råber ’Afslut nu, Henrik!’ Nej, Henrik går til siden og afdribler endnu en mand, ’Kom nu, Henrik for filan, afslut nu!! Nej, Henrik tager lige deres bagerste mand også og er nu alene med målmanden. Og hvad så: Målmanden lægger sig på Henriks skudfinte, og Henrik går højre om… Den skal altså løbes ind i kassen kan vi gætte os til. Og nu skal den bare ind, men ak: Den går i sidenettet. Arghhh….

Dagens – måske årets? – suverænt bedste detalje havde fortjent en bedre skæbne. Fantastiske driblinger, speed og balance og gennem et tætpakket felt, men desværre ingen kasse. Vi giver Henrik et klart 12-tal for det kunstneriske indtryk.
Og det blev faktisk kampens sidste angreb. Vi var glade for et fantastisk comeback, men alligevel lidt ærgerlige over at vi ikke fik alle 3 point i hus. For vi var tættere på sejren end Trundholm! Stor, stor ros til alle mand for en fantastisk kamp.

Sæsonens sidste kamp – eller rettere – sæsonens sidste halvleg gjorde os også meget klogere på hvordan vi skal sætte holdet. 3 spillere fandt nye og helt rigtige pladser:

August var ny mand på toppen og det gik supergodt: Mål, fight og råstyrke i nærkampene. August er genfødt som klassisk boks-spiller og en-mandshær. Sådan!

Jens Gustav kom ned som bageste mand i forsvaret og styrede løjerne sikkert med konsekvente indgreb og stor kløgt. Sådan!

Jan erobrede midten med naturlig autoritet, omtanke og den nødvendige hårdhed og konsekvens. Dagens mand i tyk, tyk skysovs. Sådan!

Drenge!
I skal alle have stor tak for en super-afslutning på en super-efterårssæson med rigtig mange højdepunkter og næsten ingen dyk. I holdt højt niveau og gik aldrig ned. Det er sgu´ kvalitet!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar